Undskyld at der er gået lidt tid siden vi har skrevet herinde sidst, ting tager tid og al begyndelse er svær, er det ikke det man siger?? 😛
Der sker en masse forskellige ting i vores liv lige nu, der gør at vi er nødt til at tage en dag af gangen og se tingene an og nyde hinandens selskab når vi har tid til det <3
Men men men… Mine helt fantastiske mormor og morfar har lige haft 59 års bryllupsdag :O Er det ikke vildt??
Jeg synes det er SÅ flot og sejt, da det ikke er noget man ser den dag i dag, ikke særlig ofte hvert fald…
Jeg har den vildeste respekt og beundring for min mormor og morfar, de betyder alverden for mig!! De har for ikke så længe siden holdt fælles 80 års fødselsdag for familie og venner og det var SÅ hyggeligt!! Jeg er sikker på at det ikke altid er nemt at være gift i så mange år, men uanset hvad, så holder de sammen.
Læste for et stykke tid siden deres fødselsdagskort til hinanden, jeg siger jer, der er ikke meget der er så livsbekræftende som min momse og moffe’s kærlige ord til hinanden i sådan et kort <3 Og så slutter de endda af med ordene “din for evigt…”, jeg mener, det gør jeg også, men jeg tror at mange tager sådan nogle ting for givet, i mit hoved tænker jeg, selvfølgelig er i hinandens for evigt, især med jeres alder (sorry momse og moffe), men det er jo ikke en selvfølge!!!!!
De to mennesker betyder rigtig meget for mig og jeg elsker at se dem vise deres kærlighed til hinanden, holde sammen i tykt og tyndt og samtidig altid være der for dem de elsker, med det samme de kan give en hjælpende hånd!! <3
Ja, i forhold til at være gift med den samme person i mange år, så må man sige det er noget af nogle forbilleder jeg har mig, da mine forældre også har sølvbryllup her d.28 juli!!!!
25 år sammen, det er da også mega flot!! De skal fejres og holder også en fest for en masse mennesker, jeg kan slet ikke vente med at fejre dem og deres kærlighed, sådanne fester er bare de bedste, man får lov til at hygge sig med venner og familie og der er ingen der er sure eller trætte, folk er bare glade og fejrer værtsparrets kærlighed, elsker elsker elsker det! <3
Som jeg skrev til min mormor på facebook da de havde bryllupsdag: “Jeg kan nok ikke leve op til jeres årrække af ægteskab pga. min alder, men jeg vil gøre mit til at være sammen med Sandie til døden os skiller!! <3
Det er sommer og vi har ferie, eller det vil sige, næsten… Ungerne har ferie og hygger sig rigtig meget, lige nu har den store været hos mine forældre i 6 dage og er blandt andet med min mor på Fanø hos min reserve-mor og hendes kæreste <3
Herhjemme hygger jeg med den lille ind imellem mine nattevagter! I de sidste par dage har vi set nogle venner og været lidt rundt omkring og bare slappet af og hygget 😀
Sandie arbejder og har i denne uge arbejdet i Fredericia, hvilket har gjort at hun først har været hjemme efter kl.22 om aftenen, så har vi lige snakket og spist lidt sen aftensmad inden sengetid, så det er ikke meget vi ser til hinanden lige for tiden…
Næste uge har Sandie ferie, men der skal jeg arbejde nat 4 dage 🙁
Til gengæld så har vi ferie sammen i uge 32 og da har ungernes far dem, så der skal der hygges og nydes lidt kærestetid!! <3
Jeg har valgt at sige mit job som nattevagtsvikar op, jeg var/er rigtig glad for selve jobbet og mine dejlige kollegaer, men der sker en masse ting i vores familie lige nu, der gør at jeg ikke kan overskue den transport der er frem og tilbage, indtil jeg sagde op fik jeg ondt i maven inden jeg skulle afsted… Mine vagter gik i og for sig hurtigt nok og var fine nok, men når jeg så fik fri og skulle hjem, enten med tog eller bus, så kom den der underlige fornemmelse i maven igen 🙁 Så jeg har sagt op og efter d.26 juli har jeg ikke noget fritidsjob! Jeg er egentlig glad, men jeg havde jo også jobbet af en grund, så nu skal jeg ud og se om jeg kan finde noget andet, her i Vejle, der kan passe ind både med skole, børn og Sandies arbejdstider.. Men det kommer nok!! Jeg var blot nødt til at mærke efter i maven og ikke gøre arbejdet til en sur og træls ting <3
Jeg afleverede min moduleksamen i fredags og har nu ferie! YAY!! 🙂
jeg skal dog stadig have nogle nattevagter her i løbet af ferien, men det er jo selvvalgt 😉
Fra på fredag får ungerne også ferie, deres første uges ferie skal de bruge med deres far og det glæder de sig til, jeg glæder mig oså, selvom det nogle gange kan føles som lang tid at undvære de dejlige drenge, når det er over en uge <3
I løbet af vores ferie har vi faktisk ingen planer, jeg tror det er første gang i flere år, at jeg på ingen måde har lagt nogle planer for sommerferien…
Lige nu går jeg bare og glæder mig til vi rent faktisk får lidt sommer!!☀️
Vi har haft det ret hårdt økonomisk, ret længe, men det er en længere historie, som i får i et andet indlæg…
Men, på grund af dette, er jeg er inde i en periode, hvor jeg har svært ved at undvære alt det vi ikke kan!!! Jeg prøver hver dag at se lyst på tingene, være glad for at vi har tag over hovedet og mad på bordet og at vi er sunde og raske for den sags skyld.. Og det er jeg virkelig også glad og taknemmelig for, alligevel er der en lille stemme i mit hoved der siger ØV!! Meget øv…
Øv over at vi ikke har penge til at tage ud at spise, til at tage på ferie og lignende… Jeg håber inderligt at de nattevagter jeg tager, kan gøre at vi får råd til bare lidt her i ferien🌸
Når alt dette er sagt, glæder jeg mig til at se, hvad en sommerferie uden planer vil bringe os! 😃
Håber i alle derude vil få en fantastisk sommer, hvor end i befinder jer 😘
Jeg fortalte lidt om mit kor og vennerne derfra i sidste indlæg, det kor jeg synger i er et gospelkor der holder til i Metodistkirken her i Vejle 🙂 Jeg startede med at synge i koret og så hjalp jeg til når der var forskellige arrangementer i kirken, som for eksempel Skærtorsdags-middag og sådan! Da jeg havde gået i koret i et par år skete der noget, noget der fik mig til at indse at jeg så kirken som “min” og fik mine øjne op for at jeg nok skulle tage at blive medlem 😉
Jeg havde været til koncert med to veninder og da vi efter koncerten går ned mod byen går vi forbi den kirke jeg synger i, der står en meget fuld ung mand og tisser op ad kirken, da kan jeg mærke, helt inde i mig selv, at jeg bliver vred, fornærmet og synes det er så respektløst… Så uden at tænke over det råber jeg, af mine fulde lungers kraft: “GIDER DU GODT LADE VÆR’ MED AT STÅ OG PISSE OP AD MIN KIRKE!!!” 😂 med det resultat at knægten bliver så forskrækket og forvirret at han skynder sig at pakke “lillemanden” sammen og trækker bukserne op🙈 Hihi..
Nogle dage efter fortalte jeg historien til præsten og sagde at det vidst var på tide at jeg blev medlem af kirken 😜
At være metodist er også at være kristen, da jeg skulle optages i kirken spurgte præsten mig, hvad det var jeg godt kunne lide ved kirken og menigheden her i Vejle og hvad jeg mente adskilte den fra Folkekirken og jeg fortalte at det jeg elskede var at nede i kirken er der meget fokus på, hvordan man har det som person, hvem man er, om man har det godt og sådan… Det er et godt fællesskab, hvor alle er velkomne, uanset køn, seksualitet, hudfarve og religion for den sags skyld!!❤️ For mig er det et frirum, hvor jeg kan være mig selv 100% og vide at der er en masse dejlige mennesker der bakker op om det jeg gør og den jeg er❤️
I min kirke er der klubber for børnene og de unge, der er fejring af kirkens fødselsdag med kagekonkurrence og sang, der bliver holdt fastelavn både for børnene og de voksne, der bliver holdt en masse forskellige ting og selvfølgelig gudstjenester!
Min kirke er et sted, hvor der er plads til at være den man er, et sted der er helt nede på jorden, et sted med to helt fantastiske præster, som jeg er stolt af også at kunne kalde mine venner😘🙏🏻
Min kirke er min ven!
Metodistkirken her i Vejle og dens menighed betyder rigtig meget for mig, de accepterer at jeg har valgt at være sammen med en kvinde, faktisk har de aldrig set mig mere glad end efter jeg fandt sammen med Sandie, de holder af mig for den jeg er😊
Dog er det endnu ikke muligt at blive viet i Metodistkirken som homoseksuel, men hvem ved, måske det sker på et tidspunkt?!?!💖
Dengang jeg blev alene med den store af mine drenge, for første gang, da kendte jeg ikke nogen her i Vejle, hvor jeg bor!
Der var sket rigtig meget i mit liv på 2 år, jeg havde fundet min første, sådan ”rigtige” kæreste, jeg var flyttet hjemmefra, til en by jeg ikke kendte, hvor jeg kun havde 2 bekendte der boede, så var jeg blevet gravid, hvilket ikke var planlagt og jeg havde født og stod nu som alenemor til en dreng på 1 år…
Så stod jeg der og skulle, for første gang, klare mig selv og bo selv (udover at der jo så var et barn)! Det var ikke den fedeste fornemmelse og jeg begyndte pludselig at tvivle på min, ellers meget gode, evne til at klare mig selv og havde det ikke været fordi Peter gik i en skøn vuggestue, så var jeg nok rendt tilbage til mine forældre i Billund 🙂 Den dag i dag er jeg dog meget glad for at jeg havde en dreng, der gjorde at jeg blev i Vejle, for det skulle vise sig at være givet rigtig godt ud i sidste ende 😉
Jeg var så heldig at have fået en rigtig skøn veninde, DJ og vi kom rigtig hurtigt tæt på hinanden, men ellers kendte jeg som sagt ikke rigtig nogen i Vejle og begyndte at kigge efter nogle forskellige kor, da jeg altid har elsket at synge og tænkte at der kunne jeg blive en del af noget og måske få nogle venner og bekendte igennem vores fælles interesse, sang og musik!
Det skulle vise sig at være rimelig bøvlet og at mange kor var rigtig dyre synes jeg… Men så en dag i december var Peter og jeg nede i et indkøbscenter og så/hørte et gospelkor synge, de sang de fedeste sange og det virkede som om at der var den dejligste kemi og energi kormedlemmerne imellem, så da de var færdige med at synge tog jeg mig mod til og gik op for at spørge, hvor de øvede og om det måske var muligt at komme med i koret! Den søde korleder sagde at jeg kunne komme ned og synge med dem efter nytår, når de startede op igen <3
Jeg glædede mig til den tirsdag, efter nytåret, hvor jeg skulle ned og synge med koret, jeg var så heldig at min ene veninde DJ gerne ville tage min dejlige søn når jeg skulle til kor.
Jeg synger med dette kor og synes det er super hyggeligt, alle er meget smilende, glade og imødekommende! Jeg siger derefter til korlederen at jeg meget gerne vil være med i deres kor, hvortil hun svarer: ”Ja, så skal du bare til en optagelsesprøve næste gang!”….
Jeg tager mig selv i at sige ”Okay”, mens jeg i mit hoved skriger til mig selv: ”What?!? Jeg kan jo ikke synge, synger kun godt når jeg står der, blandt de andre, hvor jeg kan gemme mig, hvorfor sagde jeg bare okay? Jeg dør!! Eller… jeg dør nok ikke, men jeg kommer hvert fald aldrig med i så seriøst et kor at de har optagelsesprøver…”.
Det gjorde jeg heldigvis 😀 Jeg kom med i det skønneste kor; New Birth!!
Jeg har nu været i koret i 5½ år og været i bestyrelsen i koret i de 4 af dem, og jeg kunne i min vildeste fantasi ikke forestille mig at undvære det!
Vi er et kor på ca. 25 medlemmer, jeg har fået venner igennem koret, venner for livet er jeg sikker på 🙂 Jeg udvikler mig hele tiden i forhold til min sang og har endda sunget solo nogle gange efterhånden, jeg er dog stadig min egen værste kritiker, men øver mig langsomt i at værdsætte at jeg rent faktisk kan synge og at det er en gave jeg burde være stolt af at have fået <3
For 2 år siden midt i juni stod både Malou og jeg næsten med vores studenterhuer på hovedet, og forberedte os til eksaminer, studenterrunde og vores fremtid. Alt dette efter et år i den samme sammenbragte HF klasse, hvor vi lærte hinanden at kende.
Første skoledag på andet år i den såkaldte ”sammenbragte HF klasse”, stod vi alle sammen med sommerfugle i maven og anede ikke hvordan det næste år ville se ud for os som klasse. Efter den første introdag tænkte jeg bare, at dette ville blive et rigtig langt år, og det var jeg ikke sikker på at jeg ville kunne holde ud i længden – men jeg tænkte også, at jeg var nød til at give alle de nye mennesker en chance – vi havde trodsalt kun været der et par timer 😉 . Vi skulle selvfølgelig lege navnelege, sidde i rundkreds og alt det som jeg bare synes var spild af tid og skide irriterende. Der er ikke noget mere kedeligt og grænseoversridende end det – og jeg tænkte bare, lad os nu komme til det faglige….. Der var især to nye mennesker jeg blev gjort opmærksom på i min nu nye klasse – det var Malou og Kamilla. Malou var meget snakkende og fyldte rigtig meget i selskabet – samtidig med at være meget menneskelig og positiv. Hun snakkede meget og man kunne altid høre hvad hun havde at fortælle. Kamilla meget planlæggende, snakkende og i meget god tid, fordi på førstedagen begyndte hun allerede at snakke om vores studenterhuer – og fik sagt at det skulle hun nok stå for. Hertil tænkte jeg bare ”hoooooooold nu din k*** og lad os lige tage denne første dag sammen, lære hinanden at kende både personligt og fagligt, og så må vi se om vi alle overlever” også tænkte jeg at vi nok skulle få tid til det, men at det selvfølgelig var et rigtig godt initiativ at tage… For at sige det pænt, så kunne jeg slet ikke klare de to nu meget søde mennesker, og jeg var fyldt op af deres ”MIG MIG MIG” konstant – men ikke ret mange dage tog det mig at blive overbevist om, at de faktisk var rigtig søde. Men jeg var der for faglighedens skyld og havde ikke tænkt mig at danne nogle relationer til nogen, udover at være fælles om at studere og lære. Men dette undgik jeg ikke – jeg fik lært rigtig mange søde mennesker at kende, fik en omgangskreds og dannede et bånd til hver enkelt af dem.
Dette ændrede sig så……. Drastisk må man sige…
Vi nåede November måned hvor jeg var inviteret med til Malou’s 25 års fødselsdag, sammen med en masse af de andre søde piger fra klassen, faktisk på trods af vi næsten ikke kendte hinanden, men det kom vi til senere. Vi festede en masse til fødselsdagen og havde det SÅ sjovt alle sammen. Dagene efter festen begyndte Malou og jeg at snakke endnu mere sammen, og jeg havde ikke længere behov for afstand og barrieren blev brudt. Jeg gav både hende og Kamilla en chance til at overbevise mig om, at det var mennesker jeg gerne ville tilbringe tid med. Det fik vi også – vi lavede lektier sammen, spiste sammen, festede lidt sammen og holdte hyggeaftener, overnatninger osv. Vi havde virkelig en stærk trekløver og nød tiden sammen både i skolen og i det private rum.
Dagene gik og pludselig var vi nået til starten af december hvor vi skulle starte på vores SSO Opgave. Den lavede vi også for det meste i hinandens selskab, lavede noget lækkert mad og sad op hele natten for at få lavet opgaven. Vi var rigtig gode til at bruge hinandens styrker og hjalp til ved hinandens svagheder. Vi holdte hinanden oppe på at være seriøse omkring vores opgave. Den sidste dag på denne SSO uge, sidder vi oppe hele natten og ALT kikser for mig. Min computer driller, noget bliver slettet og jeg var enorm stresset og kunne slet ikke finde ro – men de hjalp mig videre. Jeg havde hovedfaget kemi/biologi og medicinske og smertestillende præparater i forhold til at være antidepressiv. Jeg kom op på skolen næste morgen inden aflevering, og jeg mangler stadig noget på min opgave. Hele min verden gik i stykker og min kemilærer Dorte kom og hjalp mig færdig samtidig med at jeg havde Malou, Kamilla og Sabrina (som også var en del af dette), som de tre bedste veninder siddende ved min side med en hjælpende hånd. Og jeg må ærligt indrømme at jeg den dag i dag, ikke ved hvordan jeg skulle have klaret mig igennem uden en rigtig dygtig lærer og tre gode veninder.
Det var som om at vores venskab bare blev stærkere og stærkere for hver dag og hver en situation vi sammen oplevede.
Malou og jeg klikkede og vi skrev rigtig meget sammen, og fandt faktisk ud af at vi lignede hinanden meget på trods af vores forskelligheder. Vi var begge to gode med ord, omsorgsfulde, seriøse om vores skolearbejde – ja, vi var tættere på hinanden end først antaget. Efter Malou gik fra hendes eks-kæreste tilbragte vi mange timer sammen som dagene gik, spiste sammen, handlede sammen og arbejdede sammen i skole, og måtte derfor også lave lektier sammen somme tider.
Som dagene gik, dagene blev til måneder og vi blev pludseligt opmærksomme på at vi havde mange følelser indblandet og at vi bare nød at bruge tid sammen. Vi var begge to blevet forelsket i en kvinde, hvilket vi måtte håndtere fælles. Vi havde forelsket os i hinandens personligheder og gode værdier. Med dagene som fløj afsted, blev vi enige om at hvis dette skulle blive til noget, skulle det offentliggøres – vores kærlighed til hinanden skulle offentliggøres, fordi vi ikke ville skamme os over at være os, være forelsket i en kvinde og at kunne vise omverden den man elsker at dele sin hverdag og forhåbentlig fremtid med.
Det blev offentliggjort og både vores venner og familie tog det rigtig pænt, var glade på vores vegne – det var meget overvældende at opleve, især fordi at vi begge så ved at vores familier vil os det bedste, og er glade når vi er glade. OG VI ER GLADE!! 😉
Vi flyttede sammen i november, i en kæmpe 4-værelses lejlighed, som både er ny istandsat og i to plan – så hvad mere kan vi ønske os???? Vores to drenge har det fantastisk med hver deres værelser og nyder der er mere plads til at lege på en tidligere – og vi har det fantastisk på trods af det sidste års mange nedture, men vi har hinanden og det er det vigtigste. Vi nyder blot at bo sammen og være glade sammen alle fire i vores stadig lidt nye hverdag, vi nyder at snakke om fremtiden med både børn, bryllup og et stor fedt hus – vi er ikke spor i tvivl om vores kærlighed til hinanden, og at vi sammen kan klare alt på vores vej.
Som sagt har jeg jo to drenge fra mit tidligere forhold, Liam der bliver 3 år til september og Peter der bliver 8 år til november! To skønne krudtugler med masser af gang i og masser af søskendekærlighed!!
Men, hvordan har de så reageret på at jeg har fundet sammen med en kvinde?
Liam var 1 år, da Sandie kom ind i vores liv, så han har ikke reageret på det som sådan, han har jo ikke set det som noget unaturligt.
Peter derimod, var jo 6 år og næsten lige startet i skole. Han startede ud med at sige: “To piger kan da ikke være kærester”!, men jeg snakkede med ham om det og henviste til min kammerat der, på det tidspunkt, var sammen med en fyr, for det tænkte jeg at Peter kunne relatere til, da han jo kendte min kammerat og godt vidste at han var bøsse. Men Peter mente blot at det var i orden med min kammerat, men noget mærkeligt noget med to piger! (Selvfølgelig er det også noget helt andet, når det pludselig er ens egen mor) 🙂
Så fik han en periode på en måneds tid, hvor han, til alt og alle han mødte, fik fortalt at jeg var sammen med en kvinde på denne måde: “Det er min mors kæreste Sandie, som også er en pige”, det var rigtig sødt og det virkede som om han gjorde det, for at overbevise sig selv om at det var helt naturligt, heldigvis reagerede de jo også meget godt dem han sagde det til, så han kunne se at vi altså ikke var så “unormale” som han gik og troede 😉
Med tiden er det blevet en ganske naturlig ting for ham og han har accepteret at sådan er vores liv. Begge drenge omtaler Sandie som bonusmor og hele hendes familie som bonus, for eksempel bonusmormor, bonusolde, bonusonkel og så videre. Peter er især meget stolt af at have 3 familier, hans fars, min og så Sandies familie, som er hans bonusfamilie <3
Tjah, det er faktisk blevet så naturligt for Peter, så han har spurgt hans far, om han ikke kunne finde sammen med en fyr, så kunne han jo have både en bonusmor og en bonusfar 😛 Haha.. Det tror jeg så ikke lige kommer til at ske 😉
Peter har også fundet sig en kammerat fra hans klasse, første gang kammeraten var hjemme at besøge os, udspillede dette scenarie sig:
Peter: Mor, min vens mor har også en kæreste.
Mig: Okay 🙂
Peter til vennen: er det ikke rigtigt?
Ven: jo jo…
Peter: Ja, altså hun har også en pigekæreste!
Hihi… Så fandt han lige én han havde noget til fælles med 😀
Hjemme hos os fungerer det sådan at Sandie bliver kaldt bonusmor fordi vi snakkede om det sammen og synes at “stedmor” lyder som den onde ekstra forælder fra tegnefilm, “papmor” lyder som noget uægte og “reservemor” er noget jeg, personligt, bruger om en af min mors nærmeste veninder, så for mig er en reservemor en man har, som ikke er en del af familien, men derimod en meget nær ven af familien. Til gengæld elskede vi ordet “bonus”, det har en positiv klang, bonus er en ekstra ting man får, en slags gave og noget man, forhåbentlig, er glad for 🙂
Sandie er med til at opdrage børnene, på samme niveau som jeg selv er, de har accepteret at hun både kan være sød og strid, som børn synes om forældre. De har faktisk mere respekt for Sandie end mig, men det synes jeg kun er dejligt, til gengæld elsker de hende lige så højt som de elsker vores store, gode familie(r).
En lille sjov “bonus”-historie, var en aften, lige inden Peter skulle i seng, hvor han spurgte ind til det med at være gravid og om jeg var kærester med hans far, da Peter lå inde imin mave og sådan. Jeg får forklaret ham, på bedste vis synes jeg, i “børnehøjde” at der jo skulle en mand og en kvinde til at lave et barn og fik vidst nævnt noget med haletudser fra mandens tissemand og æg inde i kvinden 😉 Peter kigger lidt på Sandie og jeg og jeg forklarer ham at, hvis vi skal have et barn, er vi nødt til at få hjælp!
Peter sagde med det samme at hans far bare kunne hjælpe os… Haha.. Uden at forklare Peter at det ikke var muligt og, hvor akavet det ville være, er jeg så heldig at deres far er steriliseret og jeg kunne blot sige at hans far jo ikke kunne få flere børn 😛
Det resulterede i at Peter stod og tænkte lidt og så pludselig udbryder:
“Hallooooo, I kan da bare få hjælp fra mig” alt imens han peger ned på hans underbukser, “jeg har en tissemand”😛
Hahaha… Da vi var færdige med at grine måtte vi forklare ham at det var en rigtig sød tanke, men at det var ulovligt fordi han er et barn og endda mit barn, så det måtte man ikke, men vi synes at det var super sjov og sød børnelogik 😀
Så har i også fået indblik i, hvordan børnene (mest den store) har reageret på at deres mor fandt sammen med en kvinde!
Tænk sig engang, så gik jeg her og troede at jeg skulle have en klassisk familiesammensætning med mor, far og børn, der blev jeg snydt 😉
Drengenes far og jeg har kendt hinanden i 11 år, jeg mødte ham da jeg var blot 15 år, ung og uskyldig… (eller noget)
Vi har igennem årene haft et lidt turbulent forhold, i den forstand at vi er gået fra hinanden og fundet sammen igen et par gange, men har igennem det hele faktisk været rigtig gode venner. I efteråret 2013 gik det egentlig godt og vi havde fået barn nummer to og han var lige fyldt 1 år, drengenes far var blevet steriliseret og nu skulle vi leve lykkeligt som familie til vores dages ende! Det skete ikke, jeg gik og fik det dårligt, var trist og ked af det, til trods for at vores forhold egentlig gik godt, jeg fandt ud af at ham og jeg var vokset fra hinanden, vi ville SÅ vidt forskellige ting i livet, jeg følte jeg ville noget med mit liv og følte ikke at han havde så mange mål i sit liv, nu var han jo far til to børn og havde en dejlig kæreste (hvis jeg selv skal sige det) 🙂
Jeg endte med at gå fra ham jeg egentlig troede jeg elskede, ham jeg troede jeg skulle leve resten af mit liv med og ham der er far til begge mine drenge!!
For første gang i de år vi havde haft sammen, var det mig der tog beslutningen om at vore veje skulle skilles og jeg var glad. Det var hårdt og bestemt ikke nemt på nogen punkter, men jeg var lykkelig og tilfreds og slet ikke i tvivl om at det var den helt rigtige beslutning for mig og for vores børn. Heldigvis!
Jeg gik på daværende tidspunkt på HF i en skøn klasse, i den klasse var der en kvinde der hed Sandie. Sandie var en pige med ben i næsen, hun vidste hvad hun ville, var altid klar med gode råd, sjov og være sammen med og SUPER god med sine ord!!! Derfor følte jeg mig hurtigt tæt på Sandie (hun kunne ikke fordrage mig i starten, men det kan hun selv fortælle om), jeg betroede mig hurtigt til hende som veninde, da jeg synes at vi mindede om hinanden på mange punkter og så var vi alligevel så forskellige.
Efter jeg gik fra ungernes far, følte jeg mig lidt alene (selvforskyldt, det ved jeg), men jeg var så heldig at have 2-3 veninder fra min klasse der kom og besøgte mig om aftenen og endda nogle gange sov hos mig og afleverede unger sammen med mig om morgenen, inden vi så tog i skole sammen. Dét var guld værd!
Én af de veninder var selvfølgelig Sandie <3 En dag inviterede jeg hende hjem til mig alene, da jeg var blevet brændt af, af en kammerat, så jeg havde mad i overskud og Sandie boede tæt på. Hun kom, spiste med mig, vi snakkede og hun blev for at sove hos mig 🙂
Derefter var det pludselig ikke så skræmmende at være alene sammen med Sandie, vi flirtede og havde det sjovt, på samme måde som var det en fyr jeg var ved at forelske mig i. MEN, jeg havde aldrig troet at jeg kunne falde for en kvinde, altså, jeg har altid været meget tæt på mine nærmeste veninder og har for den sags skyld altid også bakket op om homoseksuelle, da jeg mener det er menneskers eget valg… Men nu stod jeg jo selv i den situation at det var en kvinde der gav mig sommerfugle i maven, en kvinde der kyssede “åh så godt”, en kvinde der gjorde mig helt teenage-agtig <3 Jeg var faldet for personen, helt uden at tænke over at det var en kvinde istedet for en mand.
Jeg måtte erkende at jeg var forelsket, dybt, inderligt og smaskforelsket i denne her kvinde!!
Vi snakkede meget om det at gå ind i et forhold med hinanden, vi blev fra start enige om at, hvis vi skulle være kærester, så skulle det være et forhold, på lige plan med alle andre forhold! Vores venner og familier skulle vide det og vi ville ikke lægge skjul på vores kærlighed til hinanden. Heldigvis har vi begge to nogle meget åbne og forstående venner og familie og konklusionen var: “Så længe i er lykkelige er vi glade”.
Det var dejligt, men på nogle punkter var det, mentalt, faktisk rigtig hårdt for mig at erkende at jeg ikke længere fik min “far, mor og børn” drøm opfyldt, til gengæld får jeg en “mor, mor og børn” familie, som jeg er lykkelig for nu. Mange af mine venner og min familie havde respekt for mit/vores valg, men undrede sig dog over, hvordan jeg fandt ud af at jeg var til kvinder/lesbisk?? Egentlig er jeg jo biseksuel, kigger faktisk kun efter mænd når vi er i byen og jeg skal have noget “eye-candy” 😛 Må dog indrømme at i og med at jeg bor med kvinden i mit liv, så er jeg jo rimelig åbentlyst lesbisk 😉 Jeg plejer dog at forklare det med ordene: “Jeg er ikke til kvinder, jeg er kun til Sandie”, det lyder dumt, men det er lidt sådan at jeg føler det. Var det ikke lige præcis Sandie, MIN Sandie, så var jeg sammen med en mand, eller skulle det hypotetisk ske at Sandie og jeg gik fra hinanden, så ved jeg, 100%, at jeg ville finde sammen med en mand igen. (Det er da kærlighed er det ikke? ;))
Den dag i dag, bor vi sammen, med mine (vores) to drenge, vi har en hverdag sammen, en drøm om at få børn sammen og blive gift, købe hus engang, få en masse oplevelser og blive gamle sammen :-*
OG jeg er så heldig at jeg har fundet en fantastisk kæreste, jeg får stadig sommerfugle i maven, ved tanken om at hun snart kommer hjem fra arbejde eller når jeg skal overraske hende med små ting. Jeg har en kæreste der, uden at lyve, ikke bare er en kæreste, hun er min bedste ven, jeg kan fortælle hende alt og jeg er sikker på at hun er min soulmate!
Samtidig med det er jeg så heldig at jeg/vi også har et super godt forhold til drengenes far, han og jeg har aldrig været bedre venner end vi er nu, vi snakker sammen om ungerne, vi prøver at hjælpe hinanden og jeg elsker at vi kan enes, at ungerne kan se at mor og far er gode venner, på trods af at de ikke er kærester og at drengene også kan se at mor, bonusmor og far kan give hinanden knus når vi ses og kan drikke en kop kaffe sammen.
Nu har i fået min del af historien om, hvordan Sandie og jeg fandt sammen og min historie om at finde sammen med en kvinde <3 (den bedste kvinde).
Jeg har længe gået med tanken om at starte en blog, nu skete det 🙂
Jeg er mor til to skønne drenge, har det bedste forhold til deres far, selvom vi ikke er kærester mere. Til gengæld har jeg mig den mest fantastiske kæreste som jeg fandt for ca. 1,5 år siden.
Min kæreste er en kvinde… Åh åhhhh 😉
Jeg bor sammen med min Sandie og mine (vores) to drenge og prøver at få en hverdag til at hænge sammen så godt som muligt 🙂
Jeg studerer til socialrådgiver og har vikar arbejde ved siden af, som nattevagt på et center for multihandicappede.
Vi glæder os til at skrive en masse spændende ting herinde og håber i vil følge med i vores, til tider, kaotiske hverdag 🙂
